Formandsberetning ved generalforsamlingen 7. marts 2022
Ganske vist er det ikke så længe, siden vi holdt vores ordinære
generalforsamling – oktober 2021, selvom det skulle have været marts 2021 – men det er jo ikke det eneste, der er vendt op og ned på, så jeg regner med, at I godt kan holde ud at høre noget af det en gang til
2021
– endnu et år, der udmærker sig ved at være meget anderledes.
Hele forårssæsonen gik i vasken pga Corona-pandemien, og den eneste aktivitet, vi kunne præstere, var at synge med på fællessangene ved
Grundlovsmødet på Munkebo bakke. Ca halvdelen af koret mødte op og deltog i et velgennemført arrangement.
Et meget sjældent fænomen i Munkebokoret er en ekstraordinær generalforsamling. Men i juni fik vi behov
for en ny kasserer – årsagen var sygdom – og heldigvis fik vi et godt tilbud fra Conny, som siden har ageret yderst tilfredsstillende på posten. Tak for det, Conny!
Og Jytte syntes, det var på sin plads med et par sange ved
den lejlighed, så hun lagde op til både ”Nu går solen sin vej” og ”Kloden har mange forskellige slags”. Du giver tit det hele et løft, Jytte – tusind tak skal du ha´!
23. august lod det sig
endelig gøre at starte, og det blev markeret med både bobler, rød løber og dannebrogsflag. Vi var bare SÅ KLAR!
I oktober løb det første arrangement af stabelen – SPIL DANSK på biblioteket.
Det blev en gedigen succes!
Ikke alene var vi de første, der sammen med Bibliotekets Venner lavede et arrangement i byens nye bibliotek – og det fungerede faktisk rigtigt fint! – men vi havde også det store held at have en pianist,
som i den grad leverede varen. Christian Søgaard bakkede fællessangen fint op og gav til sidst adskillige prøver på sit forrygende harmonikaspil. Alle småt 100 tilhørere var vildt begejstrede.
Koret gav også
et par smagsprøver, ”Venskab” og ”Goodnight Sweetheart”, som Jytte dirigerede – hvad skulle vi dog gøre uden hende?
Så var forberedelserne til årets Adventskoncert næste projekt.
Pga
renovering af Munkebo Kirke var vi henvist til ”Troelskærsalen”, som i sin daværende tilstand absolut ikke udgjorde nogen fristelse, men vi slugte kamelen og gik i gang med forberedelserne.
Koncerten ville jo få et anderledes
præg end i kirken, men vi kløede på med repertoire og praktiske forberedelser – bl. a. syntes vi, det kunne være underholdende med en form for lotteri som erstatning for den kaffe, vi af praktiske årsager ikke ville kunne
tilbyde. Mange af korets medlemmer donerede gevinster, så vi havde et pænt lille lager.
MEN SÅ SLOG CORONAEN TIL IGEN!
Vi turde ikke påtage os ansvaret for smitterisikoen – og aflyste hele baduljen. ØV!
Årets
juletræ blev dog tændt efter planen. Vi sang de sædvanlige tre sange med god opbakning af Jørn Lundes harmonika, men fik senere at vide, at det var der ikke mange der havde fornøjelse af. Pga udformningen af det nye administrationscenter
stod vi ikke, hvor vi plejede – var puttet godt af vejen bag juletræ og under en baldakin – næste gang må der tænkes i andre baner.
Men tilslutningen til arrangementet var fin – vi gætter på 3-400
alt i alt.
Som et plaster på såret for den aflyste Adventskoncert skulle den ikke have for lidt til vores juleafslutning – og det fik den heller ikke, skal jeg love for!
Merete tilbød at stå for det kulinariske –
det blev til Tapas fra Sortekilde – og det var virkelig lækkert. Det er ikke vores skyld, at firmaet senere valgte at lukke.
Som optakt til spisningen leverede Morten en flot lille kanon: ”Spansk på gaflen, muy sabroso”,
og efter den lækre mad tog pokker ved selskabet, som blev revet med af både tværfløjtekoncert (det var OGSÅ Jytte!) og trestemmig sang med klaverakkompagnement – ”Nu tændes 1000 julelys”, som Henrik, Jytte
og Lissi gav en fin version af. Stemmerne klædte hinanden godt.
Så blev der lidt stille – noget var i gære – og så dukkede det sødeste Luciaoptog op. Inge, Lene, Lissi og Jytte tog opgaven meget seriøst,
og vi fik endnu en god oplevelse. Seancen blev rundet af med ”Der er noget i luften” som fællessang.
Vi plejer at have en form for oplæsning til Adventskoncerten – den blev så leveret her: Johannes Møllehaves
”Dengang i Betlehem”, som – skønt den er skrevet for børn – vist alligevel faldt i publikums smag.
Inden vi skiltes, drak vi kaffe og nød Børges hjemmebagte småkager, som han jo var startet på,
inden vi aflyste koncerten.
Selvom kor-året har været kortet noget af, så har vi heldigvis også oplevet flere positive ting:
• Vi har fået tre nye medlemmer, så vi nu har et medlemstal på 28. Men vi
må jo indrømme, at gennemsnitsalderen er forholdsvis høj!
• Vindmøllefonden har betænkt os med ca 3500 kr således, at Henrik har kunnet anskaffe lidt mere lydudstyr til koret. Det, vi har, blev afprøvet
til generalprøven i Troelskærsalen, og det resulterede i CD´er til alle kormedlemmer fra Henriks ”hjemmebrænderi”. Flot gestus, Henrik!
• Vi har - Gud ske lov – stadig vores gode dirigent, Uffe, som nu er
i gang med sit 5. år i Munkebokoret. Vi stortrives med dig!
• Samarbejdet med Paletten er upåklageligt – det er af stor betydning at hverdagen fungerer.
Skal vi kigge lidt ind i fremtiden, må vi vel erkende, at vi har
det meste af den bag os, men alligevel fornemmer jeg en stor optimisme i koret, og den kan sikkert bringe os et godt stykke fremad. Med god hjælp fra Henriks uforlignelige øvefiler har vi ret gode kort på hånden, synes jeg.
Til
august er det 35 år, siden den første spæde start, så jeg synes nok, der er anledning til at rejse sig og udbringe et leve for Munkebokoret.
Grethe Nielsen